At tale med børn ved mistanke om seksuelle overgreb

Det er usikkert, hvor mange børn og unge i Danmark, der udsættes for seksuelle overgreb. Usikkerheden skyldes bl.a., at langt fra alle overgreb opdages. Studier peger på, at mange børn og unge, som udsættes for seksuelle overgreb, ikke fortæller om overgrebene (Smith et al., 2007; Kogan, 2005; Jonzon & Lindblad, 2004). Fortielse af overgreb kan have voldsomme konsekvenser for de involverede, idet barnet risikerer, at overgrebene fortsætter, og at det - og den krænkende part - ikke modtager den nødvendige behandling. Det er derfor afgørende at voksne, som arbejder med børn og unge, skaber anledninger til samtaler med børn, som med ord, adfærd eller på anden vis udviser tegn på at være udsat for seksuelle overgreb. Det er ofte netop på grund af sådanne snakke, at overgreb opdages, og barnet derved kan få hjælp (Andersen, 2016). I denne artikel kan du læse om, hvordan fagprofessionelle kan gribe sådanne samtaler an.

Råd til samtaler med børn ved mistanke om overgreb

• Vær opmærksom på, hvordan du stiller spørgsmål til barnet, så disse er brede og ikke-ledende, men samtidig også tilstrækkeligt konkrete til, at barnet forstår spørgsmålene. Husk at børn ikke nødvendigvis kan “læse mellem linjerne” som voksne kan og ikke har samme begrebsmæssige forståelse af seksualitet og overgreb som voksne. Tilpas sprogbruget til barnets udviklingsniveau og brug de ord, som barnet selv bruger. Betryg barnet ved fx at fortælle "Jeg har talt med mange børn, som havde det svært, og jeg er god til at lytte og hjælpe".

• Fortæl evt. barnet om forskellen mellem gode og dårlige hemmeligheder. Gode hemmeligheder er dem, som kilder i maven. Fx når man har lavet en gave, som er en overraskelse til mor eller far. Den slags hemmeligheder må man gerne holde for sig selv og ikke fortælle de voksne. Dårlige hemmeligheder får maven til at gøre ondt og kan gøre én ked af det eller bange. Den slags hemmeligheder skal man fortælle til en voksen (Andersen & Andersen, 2017).

• Overgreb mod børn er noget af det, der vækker de stærkeste følelser hos voksne. Det er ikke desto mindre vigtigt, at den voksne i samtalen med barnet kan bevare roen og ikke lader sig rive med af egne følelser, i forhold til det barnet gør eller fortæller. Den voksne skal være støttende og lyttende. Hvis den voksne ikke er i stand til at indgå i samtalen på en rolig og afbalanceret måde, er der risiko for, at barnet ikke fortsætter fortællingen eller trækker sine ord i sig igen.

• Forhold dig åbent og nysgerrigt til det, barnet fortæller - undgå at vurdere og konkludere.

• Børn udsat for seksuelle overgreb oplever ofte stor skam, ligesom de kan være i tvivl om deres oplevelser er virkelige. De kan føle, at de er de eneste i verden, som har været i en sådan situation og føle sig meget alene. Derudover kan de være i tvivl om, der vil være nogen, der vil tro på deres fortælling. Derfor er det vigtigt at bekræfte barnets følelser og oplevelser og at gøre det klart for barnet, at overgrebene ikke er deres skyld samt at anerkende barnet for at fortælle om det svære, der er sket, så de kan få noget hjælp.

• At fortælle om evt. seksuelle overgreb kan afføde stressreaktioner hos barnet såsom kropslig uro. Dette er ikke ensbetydende med, at den voksne skal afbryde samtalen, hvis barnet udviser tegn på stress undervejs. Det er dog vigtigt, at den voksne anerkender, at barnet bliver følelsesmæssigt påvirket og evt. tager en pause i samtalen eller bevæger sig lidt ud og ind af samtalen om det sårbare, hvis det vurderes, at barnet kommer uden for dets tolerancevindue.

• Sørg for at få noteret barnets ordrette formuleringer under eller umiddelbart efter samtalen.
  

Hvordan forholder man sig, hvis barnet ikke fortæller

Hvis barnet ikke fortæller mere, er det vigtigt, at den voksne ikke lægger pres på barnet, men gør det klart for barnet, at man fortsat står til rådighed, og at barnet kan komme når som helst og genoptage fortællingen. På den måde skabes en åben dør for barnet, og det kan anspore barnet til at komme tilbage. Hvis barnet ikke af sig selv kommer tilbage, kan den voksne med jævne mellemrum spørge barnet, hvordan det har det, og vise barnet, at man fortsat er tilgængelig.

Man kan også tale med barnet om, hvem det er tryggest ved at tale om svære oplevelser med, og hvem i dets netværk, barnet kunne forestille sig, at det ville være rarest at tale med om noget svært. Dette kan hjælpe barnet til at blive klogere på egne handlemuligheder og anspore barnet til evt. søge en anden tryg voksen, som de kan betro sig til, når de er klar. Husk at det at fortælle om overgreb for børn er en dialogisk forankret proces, der kan strække sig over længere tidsperioder. Selvom en samtale med et barn, hvor der er en stor bekymring, ikke udmunder i af- eller bekræftelse af mistanken, er samtalen ikke nødvendigvis forgæves, da den kan vise barnet, at der er voksne i dets liv, som er opmærksomme, bekymrer sig og er tilgængelige, når barnet bliver klar til at fortælle om evt. svære oplevelser.

Hvis barnet fortæller om seksuelle overgreb

Hvis barnet fortæller noget, der kræver handling, er det vigtigt, at den fagprofessionelle inddrager sin ledelse og sender en underretning til barnets kommune. Såfremt barnet har fortalt om overgreb relateret til en eller begge forældre, skal underretningen ikke gennemgåes med forældrene, inden underretningen sendes.

Hvis du har brug for mere konkret rådgivning i forhold til, hvordan du skal gribe en samtale med et barn, som du er bekymret for, er du velkommen til at kontakte mig på +45 26 28 55 51 eller psykolog@elisabethfrahm.dk med henblik på rådgivning eller supervision.

Kilder:

Andersen, Lisbeth Zornig (2016). Jeg ville have sagt det, hvis…: En håndbog om seksuelt krænkede børn – fortalt af livseksperter. København: Huset Zornig.

Andersen, Lisbeth Zornig & Andersen, Freja Palsgaard (2017). Hemmeligheder. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Jonzon, E. and Lindblad, F. (2004). Disclosure, reactions and social support: findings from a sample of adult victims of child sexual abuse. Child Maltreatment, 9(2): 190-200.

Kogan, S. (2005) The role of disclosing child sexual abuse on adolescent adjustment and revictimisation. Journal of Child Sexual Abuse 14(2): 25-47.

Smith, D., Letourneau, E., Saunders, B., Kilpatrick, H., Resnick, H., and Best, C. (2000) Delay in disclosure of childhood rape: Results from a national survey. Child Abuse and Neglect (24): 273-287.

Øvreeide, Haldor (2009). At tale med børn: Metodiske samtaler med børn i svære livssituationer. København: Hans Reitzels Forlag.